Industrigaarden
Nyt gårdmiljø i Latinerkvarterets historiske baggårde
Lokalplan 973
Det nye gårdmiljø i det populære Latinerkvarter i Aarhus byder på en rig industri- og kulturhistorie med fortællinger om bl.a. købmandsgård, møbelfabrik, rugbrødsfabrik, æskefabrik, frontløbere og kaospiloter. Industrigaardens krogede gårdrum give byen nye offentlige rum til flere formål, og skaber intime rammer for café-, restaurantliv, værksteder mm. og opfordrer til nye fortællinger og fællesskaber for områdets erhvervsdrivende og beboere.
En ny passage gennem gårdmiljøet via Mejlgade og Studsgade skaber forbindelse til de omkringliggende handelsgader i kvarteret. Industrigaarden tilbyder således en forlængelse af kvarteret og bliver et frodigt åndehul i den tætte by for alle aarhusianere. Torvet, som er vist på illustrationsplanen, har et areal på ca. 500 m².
Vi søger erhvervslejere til kontor, butik, restaurant/café. Ønsker du at høre mere om de nye byggefelter, eller søger du erhvervslejemål i området, er du velkommen til at kontakte os.
Læs hele lokalplanen HER
Den tætbebyggede baggård har flere gange igennem historien være udsat for store brande. I 1936 brændte C. Kruses Møbelfabrik ned. En brand der var så voldsom at den ifl. beretninger kunne ses helt til Ebeltoft!
I 1954 brændte det igen i Industrigaarden, denne gang var det Georg Jørgensens skotøjsfabrik i Mejlgade 35 det gik udover.
Brandene har ført til at baggården igennem de sidste 100 år har været i konstant forandring og udvikling.
Ny passage
Kort efter branden i 1936 i Industrigaarden drøftede ejer af Mejlgade 35 og 39, Valdemar Juul, muligheden for at anlægge en gade mellem Studsgade og Mejlgade. Planen blev dog ikke til noget. Men i dag er en passage mellem Studsgade og Mejlgade et vigtigt omdrejningspunkt i udarbejdelsen af en samlet plan, og Juels vision fra 1936 kan således mere end 80 år senere blive en realitet.
Den nye passage vil blive en smutvej igennem en af byens gamle karréer. Gåturen er en vekselvirkning mellem smalle porte og åbne gårdrum, som skaber gode rammer for at udforske bagsiden af byen. Her vil de gamle bygninger med deres varierede facader kunne tilbyde en forlængelse af det i forvejen populære latinerkvarter og give byen nye offentlige rum til flere formål.
(Kilde: Industriminder i det gamle Århus, 2010)
Historie
Aarhus bykerne omkring Mejlgade har i løbet af de seneste par hundrede år udviklet sig drastisk.
Området har fungeret som landbrugsjord, industriområde og i dag tæt beboet byområde.
Når man spadserer gennem baggårdsmiljøet bag Mejlgade, Studsgade og Graven, blandt garager og gamle fabriksbygninger, kan det virke spøjst, at der her engang har været mark og haver med stalde til heste og køer. Tilbage i 1800-tallet var Aarhus en lille by afgrænset af et plankeværk, og udenfor var man direkte på landet. Så sent som i 1871 talte der i Aarhus over 1000 større dyr såsom heste, køer, svin og får.
Hvis dyrene ikke stod og græssede på bymarken, stod de inde i byens mange baggårde og kroge opstillet i stalde og små indhegninger. I Graven nr. 18-20 fandtes der stadig i slutningen af 1800-tallet avlsbrug med heste- og kostald i baggårdsbygningen. Her lå en stor veldyrket byhave med træer, blomster og urter.
Men bylandbruget og -haverne fik ikke lov til at blive. I begyndelsen af 1900-tallet blev baggården og haven bag nr. 18-20 brolagt til fordel for værksteder, garager og forretninger. Købmandsgårdene i handelsgaderne Mejlgade og Studsgade blev afløst af håndværk og industri i baggårdene, der nu var de bærende kræfter i bykvarteret.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Et fabrikskompleks i bevægelse” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/A.-Laursens-Billedskërervërksted-Mejlgade-35-1934.jpg” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Omkring 1850 blev haven bag Mejlgade 35 fjernet, og et savværk blev i stedet opført. Efter en brand i 1894 blev savværket genopført som en stor treetagers fabriksbygning. Dette blev begyndelsen på en over 100 år lang periode, hvor skiftende små og store erhverv, i længere eller kortere tid, havde hjemsted side om side på adresserne Mejlgade nr. 35, 37 og 39.
Med Jydsk Møbelfabriks køb af nr. 35 i 1912 kommer der rigtig fart på. Bygningerne blev omdannet til en møbelfabrik, men fabriksbyggeriet var langt fra overstået. Nr. 39 blev købt og grundens byhave forsvandt til fordel for endnu en fabrik i 1917. I det 20. århundrede var bygningerne hovedsæde for Jydsk Møbelfabrik og virksomheder lejede sig ind i baggårdens net af fabrikker, værksteder og garager.
Alt fra møbelfabrikker, malerforretninger, maskinværksteder, konfekturer, farverier og diverse engrosbutikker flyttede ind i Mejlgade. Nogle havde både produktion i baggården samt butik i forhuset ud mod gaden, som f.eks. H. C. Pucks forretning i nr. 39 der fra 1950’erne solgte tekniske maskinartikler engros.
I 1946 overtager aktieselskabet Industrigaarden ejerskabet over komplekset. En af stifterne var den prominente papirengrosvirksomhed C. C. Winthers Efterfølgere, der siden 1937 havde haft virksomhed i nr. 39. Ejere og arbejdere fortsatte dog med at komme og gå indtil den sidste industri forsvandt i slutningen af 1980’erne.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Snedkermesteren og møbelfabrikken” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/Mejlgade-35-37-bag-facaderne-Jydsk-Mõbelfabrik-fõr-branden-1936.jpg” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Christian Valdemar Juul, f. 1878, kom fra en snedkerfamilie, og blev selv uddannet mester i 1907. Sammen med snedkermester Henrik Rasmussen, etablerede Juul Jydsk Møbelfabrik i 1909, med adresser forskellige steder i byen. Behovet for at samle produktionen ét sted var stort for den voksende fabrik, og blikket faldt hurtigt på Mejlgade nr. 35, der allerede i baggården rummede fine bygninger til produktion.
I 1912 købte de ejendommen af mejerist P. Sloth for 125.000 kr. Den gamle fabriksbygning blev hurtigt ombygget til en funktionel møbelfabrik, der fremstillede spisestuemøbler i egetræ. Nr. 37 blev tilkøbt, og få år efter overtog Juul også læge Brøndsteds ”smukke gamle hus, Mejlgade 39” for at opføre et nyt ”imponerende” og moderne fabriksanlæg og møbelmagasin i den tilstødende have.
En voldsom brand i 1936 slog dog ikke Juul ud af kurs, tværtimod. Genopbygningen blev fluks sat i gang, og fabrikken fik sit nuværende firkantede udtryk. Juul var fremsynet, og han ønskede i samme anledning at anlægge en gade gennem baggården helt ned til Studsgade. Planen blev dog aldrig til noget. I 1946 overlod Juul, der nu var blevet 68 år, gradvis ejerskabet af komplekset til aktieselskabet Industrigaarden.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Da der gik ild i pudsekluden” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/Mejlgade-39-1936-2-scaled.jpg” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Da savværket bag Mejlgade nr. 35 i 1894 brændte ned, var mange naboer kede af værkets genopførelse. De var bekymrede for brandfaren. Derfor blev det hilst med stor glæde, da ejendommen i 1898 blev solgt til mejeriejer P. Sloth. Desværre var det ikke sidste gang, at der skulle opstå brand i Mejlgadekomplekset.
Den 7. februar 1936 opstod der brand hos C. Kruses Møbelfabrik på anden sal i Mejlgade nr. 39, og hastigt spredte ilden sig til de andre bygninger. Branden var én af de største ildebrande man havde oplevet de seneste år. Den kunne ses helt til Ebeltoft. Adskillige virksomheder blev totalskadet, og 125 mennesker mistede deres arbejde. Efter genopbygningen kom alle medarbejdere tilbage i arbejde.
I 1957 var den gal igen. Ilden opstod, da en arbejderske på Georg Sørensens Skotøjsfabrik i nr. 35 var i færd med at afpudse sko med rensevæske. Hendes klud kom dog for tæt på en flamme. Straks blev kluden antændt og med ét kastet på gulvet og trampet på. Midt i panikken blev en dunk fyldt med 10 liter brandfarlig væske væltet, og hele gulvet stod pludselig i et flammehav. Ingen kom til skade, men branden medførte store tab for flere virksomheder.
Georg Sørensen udtalte sig efterfølgende til pressen, at så frem den stakkels arbejderske ønskede at vende tilbage, var hun mere end velkommen.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Ud med industri, ind med kreativitet” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/KaosTrup.jpg” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Baggårdsindustrien i Mejlgade forsvandt gradvis op gennem 1960-70’erne. Pladsen blev for trang, lejen for høj og virksomheder lukkede eller fusionerede. Det gjaldt også C. C. Winthers Eftf., som pakkede kufferterne i 1968 og flyttede ud i moderne fabriksbygninger i Brabrand.
Kultur, kreativitet og fremskridt buldrede afsted i Aarhus. Op gennem 1980-90’erne indtog det kulturelle miljø scenen i de gamle fabriksbygninger i Mejlgade. Heriblandt det kulturelle iværksætterfællesskab Frontløberne, der med socialpædagog og senere politiker Uffe Elbæk i spidsen rykkede ind i de tomme lokaler. Snart sprang der kreative projekter ud af baggårdsportene. Heriblandt KaosPiloterne.
Sammen med bl.a. frontløber Thomas Heide etablerede Uffe Elbæk en ny og anderledes uddannelse, hvor det første hold begyndte i 1991. Kerneidéen var fra starten, at man så på det hele menneske. Hvis man ikke udviklede sig selv, kunne man ikke udvikle sine projekter. Lokalerne i Mejlgade nr. 35 var epicenter for kreativiteten indtil både Frontløberne og KaosPiloterne i løbet af 2013 flyttede til henholdsvis Jægergårdsgade og ned i Filmbyen på havnen.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Indenrigsministeren, der også vaskede op” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/KarinBarreth-4.jpg” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Hvis rektor Uffe Elbæk repræsenterede idéen, sindet og retningen for KaosPiloterne, var Karin Barreth Hersom hjertet og sjælen i den kreative uddannelsesinstitution. Karin Barreth arbejdede som sekretær for KaosPiloterne i 20 år fra uddannelsens start i 1991, men var for de studerende og kollegaer meget mere end blot dét – selv kaldte hun sig indenrigsministeren, der også vaskede op.
Ægthed, mod og ærlighed samt no-nonsense var vigtigt for Karin Barreth. Man skulle gøre sig umage, men hun havde også altid tid til en snak eller et kram. Selv søgte hun om optagelse på det første hold i 1991, men var for gammel. I stedet endte hun med at blive garant og beskytter for skolens værdier og identitet.
Hun var en ildsjæl, der bl.a. sikrede skolen klasseværelser og boliger i San Francisco, som var udpeget til KaosPiloternes første outpost i 1996. Hun stod klar, når noget skulle fejres, og ifølge Karin Barreth var man aldrig for fattig til cava og friske blomster. I 2009 og igen i 2013 fik hun konstateret kræft, men trods dette fortsatte Karin Barreth sin livsglade fremtoning helt til det sidste. Hun døde i 2018, 68 år.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”BZ’ere i Mejlgade 39″ button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/DSC00017-scaled.jpg” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
1980-90’ernes Aarhus havde ligesom resten af Danmark en aktiv bz-bevægelse, hvis mission var at besætte tomme ubrugte bygninger og huse. Aktionerne blev hovedsageligt udført af unge, der manglede billige boliger og fristeder. Dette førte ofte til konfrontationer med myndighederne.
Baghuset i Mejlgade nr. 39 havde længe stået tomt og ubrugt, og i sommeren 2006 faldt en gruppe unge over ejendommen. I løbet af besættelsen blev huset barrikaderet, og den indvendige trappeopgang blev fjernet. Efter et par ugers besættelse rykkede politiet dog ind for at rydde området, og 14 unge blev anholdt.
Baghuset i Mejlgade nr. 39 blev efterfølgende forsøgt besat tre gange mere. Senest i 2009 hvor politiet kom ned gennem taget på det fire etager høje baghus. Efter kun få minutter var 10 personer blevet anholdt og eskorteret væk.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Elektriske maskiner af enhver art” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/Thumand-11-10-1936-s.-5.png” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
I 1941 så aarhusianerne den første elektriske bil nogensinde. Dette imponerede syn var skabt i baggården på ingeniør Carl E. Thumands Elektromekanisk Fabrik på Graven nr. 18-20. Her havde man afmonteret motoren af en DKW bil, og erstattet den med en elektromotor på 2½ hestekraft. I bagagerummet var der anbragt akkumulatorer til næsten 100 kilometers kørsel med en tophastighed på 35 km/h.
Det hele begyndte tilbage i 1935, hvor Thumand overtog en allerede eksisterende elektromekanisk fabrik, der lå i ejendommen. Samme år havde den velhavende elektromekaniske fabrikant, Thomas B. Thrige fra Odense købt ejendommen, og Thumand blev hovedforhandler for Thomas B. Thrige. Tidligere havde Thumand været salgsingeniør for Thrige. Uderover reparationsværksted i baggårdsbygningens stueetage solgte Thumand også elektriske maskiner af enhver art såsom dynamoer, transformatorer og motortaljer, hvoraf enkelte artikler også blev eksporteret til Sverige og USA.
Fabrikken havde fart på, og beskæftigede cirka 40 mand i 1943. Året efter blev virksomheden dog ramt af sabotage, da fire-fem revolvermænd trængte ind på området og bad arbejdere og beboere om at forlade stedet. Herefter placerede de to bomber, der lagde fabrikken i ruiner.
Men virksomheden blev genrejst og fortsatte. I 1969 opkøbte Thumand Graven nr. 18-20, og få år efter fik sønnen, Hans J. Thumand, ansvaret for fabrikken. Aktieselskabet ASEA Industri overtog i 1987 virksomheden, der få år efter flyttede ud af bygningerne på Graven.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Den foranderlige grav” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/Thumand-11-10-1936-s.-5.png” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Graven nr. 18-20 fortæller historien om en adresse, der gennem tiden er blevet anvendt til meget forskellige formål, og som med tiden fik adskillige tilbygninger. Men det er også historien om en gade, Graven, der frem til 1890’erne indeholdt mange af Aarhus’ dårligst vedligeholdte boliger, hvor underklassen og småhåndværkere havde til huse.
I anden halvdel af 1700-tallet var der indkvarteret soldater på adressen. Frem til 1800-tallet boede der hovedsageligt kun familier med enkelte tyende eller medhjælpere. Op gennem 1800-tallet blev der opført nye baghuse, hvor beboerne drev vognmandsforretning og landbrug på bymarken lige uden for byen. Men flere og flere mennesker begyndte at flytte ind overalt på matriklen.
Aarhus havde vokseværk. Frem mod 1900-tallet begyndte håndværksfag såsom skomagerværksted, bogbinderi, korkvarefabrikation, drejerværksted, kulhandel samt kurvemagerværksted at få til huse side om side med beboelse. Et pensionat flyttede også ind i den daværende mellembygning, hvor skiftende lejere boede frem til 1940.
Den centrale beliggenhed blev dog efterhånden et attraktivt sted for målrettede forretningsdrivende. Nr. 18-20 gennemgik i begyndelsen af 1900-tallet istandsættelse, kloakering og brolægning. Fra 1920’erne inddrog erhvervslivet mere og mere af matriklen, særligt en stærk ekspanderende elektromekanisk fabrik, der fungerede helt frem til 1990.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Arbejdernes bageri” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/Thumand-19-01-1936-forside.png” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Som modsvar på høje brødpriser stiftede en gruppe arbejdsmænd i 1884 en forening med inspiration fra andelsbevægelsens brugsforeninger. For 12 kr. kunne den aarhusianske arbejder få en aktie i Arbejdernes Produktionsforening, der til gengæld sikrede leverancer af billige føde- og dagligvarer. Med pengemidler nok købte man i 1888 ejendommen Studsgade nr. 20 med kontorer og brødudsalg i forhuset og bageri i baggården.
Her fik foreningen hjemsted i 77 år, og den iværksatte også kul- og brændselshandel, bryggeri og mineralvandsfabrik på forskellige adresser. Men det var bageriet, som kom til at dominere. Op gennem årene spredte bageriet sig ud på naboadresserne og i baggårdene langs Studsgade og helt ned til fabrikskomplekset i Mejlgade nr. 35-39. I baggården lå lager, stald og vognskure, og det var også her, at bageri og mølleri kørte på fuld kraft. Der blev bagt sigtebrød og rugbrød, mens æltningen foregik ved hestekraft indtil man gik over til dampmaskiner.
I 1907 blev der bygget et nyt moderne fuldmuret bageri med høj skorsten, der rummede fire bageovne. Fællesbageriet havde så stor succes, at man i 1931-32 opførte et større garageanlæg til bageriets ni automobiler og fem hestekøretøjer, der kørte i fast rutefart med udbringning af varer. I 1940 måtte man lukke bryggeriet på grund af for ringe salg, og i 1964 lukkede også brændselshandlen. Tilbage var fællesbageriet, der året efter flyttede til en ny brødfabrik i Brabrand under det nye navn, Rutana Vest, som en del af de danske fællesbageriers sammenslutning, Rutana.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][dica_divi_carouselitem title=”Nede hos Jakob” button_url_new_window=”1″ image=”https://industrigaarden.dk/wp-content/uploads/2020/05/Jakob-Jensen.jpg” _builder_version=”4.0.6″ background_enable_image=”off”]
Jakob Jensen, f. 1858, var som forretningsfører en ledende person i Arbejdernes Produktionsforening, der lå i Studsgade. Han havde et udpræget talent for både at organisere, men også at administrere. I 1888 var han blevet bestyrelsesmedlem i foreningen, og i 1894 tiltrådte han posten som forretningsfører frem til 1921. Under Jakob Jensen blomstrede produktionsforeningen, der blev én af de første rentable foreninger af sin slags. Hurtigt kom det til at hedde ”nede hos Jakob”, når man skulle forbi kontoret.
Initiativtagerne til produktionsforeningen tilbage i 1880’erne bestod ikke kun af folk med forbindelse til arbejderbevægelsen men også af venstrefolk. I begyndelsen var foreningens navn da også Arbejdernes Forbrugsforening, men navnet blev i 1906 ændret til Arbejdernes Produktionsforening, i takt med at foreningen blev domineret af socialdemokratiske kræfter.
Jakob Jensen var en person med store planer, og sigtede hele tiden efter at udvide forretningen. Det var f.eks. Jakob Jensen, der skaffede fællesbageriet den første dampmaskine til bagning af franskbrød og rundstykker. I 1919 blev han Aarhus’ første folkevalgte og socialdemokratiske borgmester. En post han besad frem til 1932. Jakob Jensen døde i 1942.
Af Jes Ingemann Vinther Pedersen, cand.mag., Den Gamle By
[/dica_divi_carouselitem][/dica_divi_carousel]
Har du spørgsmål til Industrigaarden, er du altid
velkommen til at kontakte os.